Det kan være en tur som denne, men det kan lige så godt være at gå i kraftig regn, sne, tåge, mørke, kulde eller varme. Fælles for træningen er, at jeg bevidst udsætter mig selv for nogle af de forhold, som jeg risikerer at møde på en lang vandring. Ikke fordi træningen nødvendigvis skal være så hård eller ekstrem som muligt, men fordi jeg gerne vil have erfaring med situationerne, inden jeg står midt i dem på en 50, 75 eller 100 kilometer lang vandring.

Du kan ikke bestemme forholdene på dagen

Når vi planlægger vores træning, er det naturligt at vælge de gode dage. Hvis vejrudsigten lover silende regn hele dagen, kan træningsturen flyttes til søndag. Vi kan vælge en rute, vi kender, gå i dagslys og sørge for, at temperaturen er nogenlunde behagelig.

På selve dagen for et event har vi sjældent den samme mulighed.

Hvis det regner, må vi gå i regn. Hvis temperaturen falder om natten, må vi håndtere kulden. Hvis en sti er blevet til mudder efter flere dages nedbør, hjælper det ikke meget, at vi helst ville have haft en tør grusvej. Og hvis vi stadig har mange kilometer tilbage, når mørket falder på, bliver pandelampen en del af turen.

Derfor synes jeg, at der er stor værdi i indimellem at lade være med at undgå de dårlige forhold.

Hvis det regner, kan det være en mulighed for at finde ud af, hvordan regntøjet fungerer efter flere timer, hvad der sker med fødderne, når sko og strømper bliver våde, og om man kan holde varmen. En tur i mørke kan give erfaring med pandelampe og navigation, men også med hvordan omgivelserne og ens egen træthed opleves anderledes, når man ikke længere kan se ret langt frem.

Det samme gælder kulde, sne, tåge og varme. De stiller forskellige krav til både udstyr, tempo, energi og beslutninger, og meget af det er svært at lære alene ved at læse om det.

Der er forskel på at vide, at man kan blive gennemblødt efter seks timers regn, og rent faktisk at have prøvet det.

Det mentale i det ukendte

Min makker kunne på denne tur ikke fortælle sig selv, at han bare skulle holde ud de næste fem kilometer, for han kendte ikke distancen. Han vidste heller ikke, om det tætte krat, vi stod midt i, var den sidste vanskelige passage, eller om der ventede mere af det samme længere fremme.

Det betyder, at man bliver nødt til at arbejde med situationen på en anden måde. I stedet for hele tiden at forholde sig til afslutningen må man i højere grad koncentrere sig om den opgave, man står med lige nu. Hvordan kommer jeg gennem dette område? Hvor kan jeg bedst passere vandet? Hvad er den bedste vej gennem krattet? Og når det er løst, tager man den næste udfordring.

Netop den evne synes jeg er interessant i forbindelse med ultravandring. På meget lange distancer kan man komme til et punkt, hvor det mentalt ikke giver særlig meget mening at tænke på de 40 kilometer, der stadig er tilbage. Opgaven bliver for stor. I stedet kan det være nødvendigt at reducere den til noget langt mere overskueligt: frem til næste depot, næste sving eller bare det næste skridt.

Når 15 kilometer bliver en lang tur

Turen illustrerede samtidig meget godt, hvorfor distance ikke altid fortæller særlig meget om belastningen.

På en god grusvej kan 15 kilometer være en forholdsvis ukompliceret træningstur. Går man de samme 15 kilometer gennem tæt bevoksning, mudder, vand og ujævnt terræn, er det en helt anden opgave.

Tempoet falder, og hvert eneste kilometer kræver mere opmærksomhed. Man skal hele tiden vurdere, hvor man sætter fødderne, hvilken vej man vælger, og hvordan man kommer forbi den næste forhindring. Nogle gange vælger man forkert og må tilbage. Andre gange ser en passage umiddelbart umulig ud, indtil man finder en vej igennem.

Samtidig kommer ubehaget. Man bliver våd og beskidt, skoene kan være fyldt med vand, og måske har man for længst passeret det tidspunkt, hvor turen holdt op med at være behagelig.

Det er også en del af træningen.

For der er en vigtig forskel på, at noget er ubehageligt, og at noget er et reelt problem. Hvis man har prøvet at være gennemblødt før, ved man også bedre, hvordan man reagerer på det. Hvis man har prøvet, at ens normale tempo pludselig bliver halveret på grund af terrænet, er det lettere at acceptere det uden at blive frustreret.

Man opbygger med andre ord et erfaringsgrundlag, som man kan trække på næste gang, forholdene ikke bliver som forventet.

Det behøver ikke være ekstremt

At træne det uforudsigelige betyder ikke, at man skal finde det nærmeste krat og begynde at vade gennem vand til hofterne. Tværtimod synes jeg, at det giver bedst mening at bygge denne type træning gradvist op.

Det kan begynde meget enkelt. Hvis du normalt går i dagslys, så tag en del af en træningstur efter mørkets frembrud. Hvis du normalt bliver hjemme, når det regner, så vælg en dag med regn og tag afsted alligevel. Har du aldrig gået længere distancer i varme, kan du bruge en varm dag på at lære, hvordan du skal justere tempo, væske og pauser.

Det mentale element kan også trænes uden vanskeligt terræn. Lad eksempelvis en makker planlægge en træningstur, hvor du ikke på forhånd får ruten at vide. Når du er blevet fortrolig med det, kan I aftale, at du heller ikke får den præcise distance.

Efterhånden kan forskellige elementer kombineres. En ukendt rute kan gå ind i mørket, eller en regnvejrsdag kan bruges til en længere træningstur. På den måde bliver udfordringen gradvist større, samtidig med at erfaringen følger med.

Det er heller ikke meningen, at alle træningsture skal foregå under vanskelige forhold. Langt størstedelen af min egen træning er mere almindelig. Hvis hver eneste tur skal være en kamp mod vejret, terrænet eller sig selv, risikerer man både at øge belastningen unødvendigt og at tage glæden ud af træningen.

Denne form for træning er et supplement. Formålet er ikke at se, hvor meget ubehag man kan holde ud, men at blive bedre til at håndtere de situationer, der kan opstå.

Ukendt er ikke det samme som ukontrolleret

Der er samtidig en vigtig grænse, som jeg mener, man skal være meget bevidst om.

At gøre noget ukendt må ikke være det samme som at gøre det uforsvarligt.

På vores tur vidste min makker ikke, hvor vi skulle hen eller hvor langt vi skulle gå, men det betyder ikke, at ingen havde kontrollen. Hvis man bruger en ukendt rute eller distance som en del af træningen, bør den person, der planlægger turen, have styr på de forhold, der har betydning for sikkerheden.

Det gælder blandt andet navigation, vejr, terræn, mulighed for at afbryde turen og de særlige risici, som kan være forbundet med området. Går man gennem vand, skal man naturligvis være særligt opmærksom på blandt andet dybde, bundforhold og strøm. Ved varme og kulde skal man kende faresignalerne og være villig til at ændre eller afbryde planen.

Det er en vigtig del af den mentale træning at kunne fortsætte, når noget blot er ubehageligt. Men det er mindst lige så vigtigt at kunne skelne mellem ubehag og en situation, hvor det ikke længere er forsvarligt at fortsætte.

Mental robusthed handler derfor ikke om altid at presse videre. Den handler også om at bevare evnen til at træffe fornuftige beslutninger, når man er træt, våd, kold eller frustreret.

Træn mere end kilometerne

Når vi træner frem mod lange vandringer, er det let at måle næsten alt i kilometer. Hvor langt gik jeg denne uge? Hvor lang var min længste træningstur? Hvor hurtigt gik jeg?

Det er relevante spørgsmål, men de fortæller ikke hele historien.

Jeg synes også, det er værd at spørge sig selv, hvordan man reagerer, når planen ikke længere passer. Hvordan fungerer jeg efter flere timers regn? Hvordan reagerer jeg, hvis jeg ikke ved, hvor langt der er tilbage? Kan jeg navigere, når det er mørkt eller tåget? Kan jeg acceptere, at mit tempo pludselig falder markant? Kan jeg løse problemer undervejs uden at lade frustrationen tage over?

Og måske vigtigst af alt: Kan jeg kende forskel på det tidspunkt, hvor mit hoved fortæller mig, at det ville være rarere at stoppe, og det tidspunkt, hvor kroppen eller forholdene fortæller mig, at jeg bør stoppe?

På lange distancer vil der næsten altid komme noget, som ikke går helt efter planen. Det kan være vejret, kroppen, udstyret, ruten eller noget helt femte. Vi kan ikke på forhånd træne alle tænkelige situationer.

Men vi kan samle erfaring med at stå i noget, vi ikke havde ønsket eller forventet, vurdere situationen og finde ud af, hvad vi gør herfra.

Du kan ikke træne alle de forhold, du kommer til at møde. Men du kan træne din evne til at møde dem.

Læs også